Ja, man skulle næsten tro det, når man så, hvordan hundene ændrede adfærd og, hvordan M slappede af under hans besøg her sammen med hans bedsteforældre. Egentligt var deres besøg her nok en form for flugt handling, da M er en temmelig alvorlig psykisk syg dreng på 10 år. Af bedsteforældrene havde ham, skyldtes ene og alene at forældrene skulle have et pusterum, så de kunne bruge deres tid på M lillebror. Bedsteforældrene er den eneste aflastning den meget hårdt ramte lille familie har. Kommunen har på trods af anbefalinger fra hospital om aflastning stadig valgt at give familien afslag på aflastning med begrundelse af at det gik godt i skolen. Hospitalet skrev også, at hvis ikke deres anbefalinger blev fulgt kunne M blive psykotisk igen.
Det var en fornøjelse, at se, hvordan særlig Danny tog M på en helt anderledes måde, end det vi er vant til at se. Han var meget forsigtig og passede på ikke, at gøre M fortræd. Det var som om han kunne mærke, at M er syg, men det var også meget tydeligt, at der var en gensidig kontakt mellem de to. Så vidt jeg har erfaret, så har M aldrig været voldelig og aggressiv over for dyr, som han desværre tit er overfor familien. Det tror jeg hundene kan mærke. M hyggede sig hele eftermiddagen sammen med Danny og Rino. De legede med hundenes aktivitets spil til stor fornøjelse for dem alle tre.
M var desuden ude og gå tur med Rino, hvilket Rino nød. Jeg fik endvidere et langt foredrag om marsvin, et dyr jeg selv havde som barn.
Jeg er selv ikke i tvivl om, at dyr kan mærke, hvis noget ikke er som det skal være. Vi så det med Rino og Namba i hendes sidste tid. 14 dage inden vi opdagede et meget grimt inficeret sår på hendes ene lår, viste Rino meget stor interesse for området, næsten en klæbende interesse. Vi fik det behandlet, men desværre vente det tilbage efter få dage med en fornyet styrke, og trods behandling endte op med et kæmpe krater. Vi og dyrlægen havde en formodning om, at det var cancer på grund af den meget specielle lugt, men også på grund af Rino’s opførsel.
Tilbage til M, som jeg kunne godt ønske fik et aflastningsophold et sted, hvor der er dyr, inden familien selv køre helt i sænk. Man skal ikke blive ved med at tro, at bedsteforældrene kan klare opgaven fysisk og psykisk, når forældrene allerede er kørt helt ned med så svært et handicappet barn. Jeg er næsten sikker på, at havde familien selv mulighederne for at give M et dyrehold, som er så godt for hans psyke, så have de gjort det for længst.
Jeg fik senere på aften en SMS om, hvordan M havde snakket om den sorte hund (Danny) og om, alt det han nu skulle gøre i drømmene sammen med Danny. Der er ingen tvivl om, at mine hunde har virket som positiv terapi på M.
Næste morgen fik jeg desværre en SMS på at M igen befandt sig i en psykotisk tilstand og var ekstremt aggressiv. Her har jeg en bøn til jer læsere – jeg kan se, at der er mange her på bloggen, men desværre kun meget få kommentar, hvilket også er helt i orden med mig. Her denne ene gang, vil jeg meget gerne høre om I har nogle erfaringer til, hvad denne her psykisk hårdt plaget familie kan gøre, når sygehusvæsen og de forskellige psykiske handicaporganisationer fortæller familien, hvilke rettigheder de har, men deres kommune blankt afviser at hjælpe?? Familien har flere gange overvejet, at flytte fra kommunen, men har valgt at blive grundet lillebroderen er faldet så godt til i skolen og har et godt netværk. Det ville gå hårdt ud over den sarte dreng, som har det hårdt nok i forvejen med M som storebror. Samtidig har familien ikke de økonomiske midler til at kunne flytte i noget større.
Bedsteforældrene er vore meget nære venner, som vi kan se er ved at køre ned på grund af M, men som sagt så har forældrene ikke andre muligheder for aflastning. Vi vil meget gerne hjælpe, men er magtesløs. Så derfor ved du hvordan man kan trænge igennem til en nægtende kommune? Så meld ud. PleaseJ
Familien har gennemlæst og godkendt dette indlæg.
